
B.T. skriver torsdag aften, at kongehuset bekræfter, at prinsesse Isabella ikke kommer til at tage imod løn og kostpenge under sin 11 måneder lange værnepligt, som hun ellers er berettiget til.
Således kommer hun fortsat til få midler af sine forældre, kong Frederik og dronning Mary.
Ifølge B.T. takker prinsessen dermed nej til et beløb på omkring 190.000 kroner, som hun kunne have fået af Forsvaret under sin værnepligt.
Starter mandag
Det er mandag, at prinsesse Isabella begynder som værnepligtig i Gardehusarregimentet på Antvorskov Kaserne i Slagelse.
Ifølge B.T. får værnepligtige udbetalt godt 9.000 kroner i løn om måneden under deres uddannelse plus daglige kostpenge på 277 kroner.
Også kronprins Christian takkede nej til løn og kostpenge under sin tid som værnepligtig i samme Gardehusarregiment.