
Flere kongelige navne kaster glans over det kommende FEI World Championships 2026 i den tyske by Aachen, der finder sted fra den 11. til den 23. august.
Eventet er verdens største og mest prestigefyldte ridesportsevent, hvor de officielle verdensmesterskaber finder sted på de historiske baner i Allianz Park.
Ifølge Ridehesten.com kommer verdens bedste ekvipager til at kæmpe om medaljer i disciplinerne dressur, springning, military, voltigering, kørsel og paradressur.
Amalia og Zara er hovednavne
På FEI World Championships’ hjemmeside oplyses det, at Hollands tronfølger prinsesse Amalia sammen med britiske prinsesse Annes datter, Zara Tindall, vil deltage i åbningsceremonien den 11. august.

Desuden overværer Spaniens prinsesse Elena det store show fra tilskuerpladserne.

Derudover vil også de kongelige stalde fra Holland, Danmark og Storbritannien være repræsenteret med kongelige kareter.
Ikke tilfældigt
Helt tilfældigt er det selvfølgelig ikke, at de tre medlemmer af kongelige familier overværer det prestigefyldte ridestævne.
Alle tre er passionerede ryttere – prinsesse Amalia har redet fra barnsben af og tidligere udtalt i bogen Amalia, at hun er mest sig selv, når hun rider.
Sidste år brækkede hun sin arm, da hun faldt af en hest.
Zara Tindall rider på et højt professionelt niveau i disciplinen military, og hun vandt for tyve år siden en guldmedalje ved 2006 FEI World Equestrian Games i Aachen.
Også prinsesse Elena er kendt for sin store interesse for ridesport og har også tidligere selv konkurreret til hest.
Stærkt dansk hold
Ifølge Ridehesten.com stiller Danmark ved årets mesterskaber op med stærke dressurnavne som Carina Cassøe Krüth, Cathrine Laudrup-Dufour og Daniel Bachmann Andersen, der har prinsesse Nathalie som træner.
Derfor er der også stor sandsynlighed for, at prinsesse Nathalie er tilstede i Aachen.
Danmark bliver ved mesterskaberne, ifølge Ridehesten.com, udover dressur repræsenteret i både military, paradressur og kørsel.